Rod i bilagene i Råstofdirektoratet

21. marts 2006 07:47

Middage på restauranter uden angivelse af hvem, der spiste med. Og en direktørs personlige Eurocard, som andre medarbejdere brugte til at købe ting på internettet.

Det er blandt de ting, som Landstingets revisionsudvalg hæfter sig ved i deres gennemgang af Råstofdirektoratets økonomi i 2003. Det fremgår af den netop offentliggjorte betænkning.

Her finder udvalget det ”meget kritisabelt”, at man ikke kan se, hvem der har spist og drukket på restauranter. På bilagene står der nemlig hverken noget om anledningerne, og hvem, der er blevet bespist.

En praksis der reelt gør det umuligt at holde justits med om udgifterne er gået til reglementerede formål.

I Råstofdirektoratet vil man fremover indskærpe reglerne og følge dem.