Robinson sætter kursen mod Danmark

Det danske teaterpublikum får nu mulighed for at stifte bekendtskab med grønlandsk teater når det er bedst.
Skrevet af Karsten Sommer
16. maj 2011 11:46

Det grønlandske Nationalteater, Silamiut, spiller i de kommende uger i Danmark den klassiske fortælling om Robinson Crusoe i en moderniseret Grønlandsrelevant version, som gruppen har turneret med i flere byer langs kysten.

I stykket oplever man hvordan det sprog der tales, har indflydelse på magtbalancen mellem de to medvirkende, den indfødte Fredag, spillet af Mike Thomsen og den skibbrudne hvide mand, Robinson, fremstillet af Axel Raahauge.

- Den, som bestemmer sproget, besidder magten, og kolonilandene har til alle tider forstået at bruge sproget som et effektivt redskab til at undertrykke kolonierne, siger stykkets instruktør, Svenn B. Syrin om Robinson Crusoe.

I den moderne udgave gør Fredag imidlertid oprør mod Robinson Crusoe. Han begynder at tale sit eget sprog, grønlandsk, og som ved et trylleslag bliver magtbalancen mellem de to forrykket.

Silamiut indleder Danmarksturen på Nordatlantens Brygge, hvor de spiller lørdag den 21.maj.

Dernæst opføres stykket både tirsdag den 24.maj og onsdag den 25.maj i Christianias Den Grå Hal i forbindelse med en stor international børne- og ungdomsteaterfestival, med deltagelse af teatergrupper fra hele verden.

Og fredag den 27.maj spiller Silamiut på Tuukkaq-centeret i Fjaltring i Vestjylland.

Tuukkaq teateret dannede i 70´erne og første halvdel af 80´erne rammen om den første grønlandske skuespillerskole, som nåede at uddanne mange af de grønlandske skuespillere man kender i dag. Siden flyttede skuespiluddannelsen til Grønland da Silamiut blev grundlagt i 1984.

Så det er således noget af en cirkel, der sluttes, når Silamiut fredag den 27. maj spiller i de lokaler på Tuukkakteateret, som har lagt rum til mange store grønlandske teateroplevelser, i 70'erne og 80'erne.