Risiko for flere regninger i Qaanaaq

15. maj 2006 05:28

Ubetalte regninger risikerer at vælte ud af skuffer og skabe i den kommunale administration i Qaanaaq. Sidste år måtte kommunen med cirka 860 indbyggere låne omkring 3 millioner kroner for at holde kreditorerne fra døren. I år er der yderligere dukket ubetalte regninger for cirka to millioner kroner frem, oplyser borgmester Johanne H. Nielsen.

- Jeg er nok lidt af rappenskralde, der gerne stiller spørgsmål. Måske er det derfor, at regningerne er blot er ”forsvundet” ind i skabene, uden at der er gjort noget ved det. Nu skal vi have ryddet op. Desværre kan jeg ikke garantere, at der ikke dukker nye regninger frem, siger Johanne H. Nielsen.

Borgmesteren har orienteret kommunernes forening, Kanukoka, og Grønlands Hjemmestyre om kommunens økonomiske trængsler. Hun har desuden givet en kopi til den danske stat i forbindelse med statsminister Anders Fogh Rasmussens besøg i Qaanaaq forleden.

Midt i hele roderiet har kommunen også skiftet ud i toppen af det kommunale embedsværk. Kommunaldirektøren gik på sygeorlov i februar, mens økonomichefen rejste til maj. Begge er blevet afløst.

Johanne H. Nielsen ønsker ikke i øjeblikket at svare på, om den økonomiske suppedas får konsekvenser for ansatte i administrationen.

Hun var selv ansat i administrationen på forskellige lederposter i godt fire år, inden hun blev ny borgmester 1. juni 2006. Et flertal i kommunalbestyrelsen ønsker, at borgmesteren går af, men det afviser Johanne H. Nielsen at gøre.