Siumut har fået endnu en kandidat til formandsposten i partiet.
Det er den 46-årige Godmand Petersen fra Kangaatsiaq, der vil prøve lykken.
Han mener nemlig, at den splittelse der er i partiet, kræver en formand, der kan samle partiet igen.
- Med hensyn til spektret i partiet, så mener jeg at der tages alt for mange beslutninger centralt i partiet og at lokalafdelingerne ikke høres i tilstrækkeligt omfang, siger han.
Samtidig siger han, at hvis han bliver valgt til formand, er det ikke ensbetydende med at han vil være landsstyreformand.
- Det vil være alt for stor en opgave og må uddelegeres til andre, siger han.
Sekretær i Siumuts lokalforening i Kangaatsiaq, Jakob Ludvigsen, oplyser at Godmand Petersens kandidatur er et privat initiativ, og at det ikke er blevet forelagt bestyrelsen.
Jakob Ludvigsen understreger dog, at det ikke betyder, at bestyrelsen ikke støtter kandidaturet, for det har man slet ikke taget stilling til endnu, siger han.
Foruden Godmand Petersen, så står kampen om formandsposten mellem Jørgen Wæver Johansen og nuværende formand Hans Enoksen.
Hvem af dem det bliver finder vi ud af om 14 dages tid, når Siumut holder landsmøde i Sisimiut.