RG fabrik i Polen forsinket

22. juni 2006 05:29

Det trækker tilsyneladende ud med Royal Greenlands planer om at renovere en fabrik i Polen. Koncernen havde håbet at kunne starte en produktion af fiskefiletter til september i år. Men her godt to måneder opstart før har de polske myndigheder stadig ikke givet tilladelse til at Royal Greenland kan renovere et kæmpestort faldefærdigt slagteri i den polske by Koszalin.

Administrerende direktør Keld Askær bekræfter at Royal Greenland stadig venter på tilladelse til at gå i gang i Koszalin. Men direktøren vil derudover hverken kommentere eller uddybe den langsommelige polske sagsbehandling. I stedet forsøger Keld Askær at bevare optimismen og siger at han regner med at Royal Greenland kan gå i gang inden udgangen af i år.

Ifølge ministerråd Flemming Duus Mathiesen fra den danske ambassade i Polen er der intet at udsætte på Royal Greenlands investeringsprojekt og heller ikke på koncernens håndtering af sagen.

- Royal Greenland har handlet korrekt og professionelt. Det skyldes udelukkende interne polske forhold i sagsbehandlingen at projektet ikke er kommet i gang endnu, siger Flemming Duus Mathiesen fra ambassaden i Warszawa.