RG´s fabrik i Narsaq solgt til Neqi

Fiskerne i Narsaq har fortsat mulighed for at indhandle deres fangster til Royal Greenland nu daværende fabrik, da selskabet lejer kælderetagen i produktionsejendommen.
Skrevet af Ludvig Siegstad
27. januar 2012 09:16

Royal Greenland A/S har solgt produktionsejendommen til Neqi A/S for 9 millioner kroner. Ejendommen, som vil blive overdraget den 1. februar til Neqi A/S, har blandt andet værksted og fryserum.

Royal Greenland meddeler, at der i salgsaftalen indgår en særskilt lejeaftale, hvor Royal Greenland lejer kælderetagen i produktionsejendommen. Dermed sikrer aftalen, at fiskerne i Narsaq fortsat kan indhandle deres fangst til selskabet.

Salget af ejendommen åbner samtidig mulighed for nye arbejdspladser i Narsaq, da Neqi A/S nu får udvidede arealer til etableringen af et multislagteri, hvor der vil ske forædling af lam og andre pattedyr.