Rektor ikke overrasket over kvindedominans

05. juli 2005 15:39

Når det nye studieår begynder 1. september på Ilisimatusarfik er der en stor overvægt af kvindelige studerende. Blandt de 150, der er tilmeldt et studie, er to ud af tre kvinder.

Især institut for sprog, litteratur og medier er domineret af kvinder. Her er der kun én mand ud af de 22 studerende.

Rektor Ole Marquardt er ikke overrasket over, at kvinderne er godt repræsenteret på universitetet.

- Dels er der tale om en international tendens, dels mangler vi fx en ingeniøruddannelse, der tiltrækker mange mænd. Og det gør, at universitetet bliver domineret af kvinder, siger han.

Der er dog sket en positiv udvikling de seneste tre år.

I 2002 var kun hver fjerde studerende mand, nu er det hver tredje.

Andelen af mænd er steget i takt med, at der er kommet flere studerende på universitetet.

Rektoren kan ikke pege på en entydig årsag til, hvorfor det er sådan. Men en årsag kan være, at flere mænd i dag vælger Ilisimatusarfik i stedet for at tage en uddannelse i Danmark.

- Under alle omstændigheder er det godt, at der kommer en mere ligelig fordeling blandt de studerende. Diskussionen og arbejdsformen er bedst, når mænd og kvinder er så lige i antal, at de tvinges til at forholde sig seriøst til hinandens synspunkter og måder at arbejde på, siger Ole Marquardt.