Regensen tilbyder kollegiepladser til grønlandske studerende

Nøjagtigt som herhjemme, så kan det være svært for studerende at finde et kollegieværelse i København. Men nu rækker Københavns ældste kollegium en hånd ud til boligløse grønlandske studerende.
Foto © : Flickr Creative Commons
Skrevet af Sandra Meinecke
17. juni 2015 06:20

Det er kollegiet Regensen, som ligger i hjertet af København, der har lempet på reglerne for optagelse til et værelse for grønlandske og færøske studerende.

Normalt skal de studerende have læst i mindst to år og have et gennemsnit fra studiet på 7 - men Grønland og Færøerne er nu undtaget disse krav, og kan dermed søge inden de starter på uddannelse.  

Det er simpelthen interessen for de grønlandske og færøske studerende, der får kollegiet til at ændre reglerne.

Glæden er også stor i det grønlandske hus i København:

-Vi er glade for, at grønlandske studerende kan komme og bo på Regensen. Samtidig er vi i gang med at undersøge om det er muligt at få tilsvarende aftaler med andre af Københavns kollegier, siger Leise Johnsen, som er direktør for Kalaallit Illuutaat.

København er den by i Danmark, hvor det er sværest at finde en bolig, når man studerer.
Der er optagelsesfrist på kollegiet Regensen om ti dage - altså d. 26. juni.