IA gik tilbage ved folketingsvalget, fordi der ikke var nogen stærke politikere ud over Kuupik Kleist til at trække stemmer. Det vurderer Sermitsiaqs redaktør, Poul Krarup, i forbindelse med valget, hvor IA gik tilbage med syv procentpoint og Siumut gik tilsvarende frem.
- Lars-Emil Johansens afstandstagen til énsprisreformen, kan have været en af grundene til Siumuts fremgang, mener Poul Krarup.
På den anden side mener han, at Demokraterne, der gik to procentpoint frem, ikke har været klar til at stille op til folketingsvalget.
- De skulle have opbygget partiet og have koncentreret sig om, at partiet var overalt i landet. Og så sørge for at tingene var på plads til kommunalvalget. Jeg mener, at kommunalvalget er meget vigtigere for Demokraterne end folketingsvalget, siger Poul Krarup.
Atassut gik fem procentpoint tilbage. Det skyldes, at deres kandidater har været for svage, selvom Ellen Christoffersen fik et godt valg, mener redaktøren.
I samme åndedrag undrer det ham, at partiets leder, Augusta Salling, ikke har kunnet trække flere stemmer til partiet.
- Det er tid til selvransagelse, mener Poul Krarup, der peger på, at Atassut bør overveje et generationsskifte.
Men alt i alt var det et folketingsvalg, som den Nordatlantiske Gruppe i Folketinget bestod til UG med kryds og slange, vurderer redaktøren.
Kravet om pensionsordninger på højde med niveauet i Danmark, og højere børnechecks kan have været nogle af grundene til Kandidatforbundets fremgang, vurderer han. Partiet gik frem med to procentpoint.