Reaktioner på Landrys nationaldagshilsen: - Det er tonedøvt

Reaktionerne er kritiske, efter at USA's særlige udsending på Grønlands nationaldag luftede tanken om tilføjelse af endnu en amerikansk stat næste år.
Jeff Landry besøgte Nuuk i forbindelse med konferencen Future Greenland. Her går den særlige udsending (nummer to fra højre) i bymidten med Trump-aktivisten Jørgen Boassen (tv.). Foto © : Christian Klindt Sølbeck/Ritzau Scanpix
23. juni 2026 08:02

Det var en noget alternativ form for hilsen på Grønlands nationaldag, som USA's særlige udsending Jeff Landry delte på Facebook søndag.

- Må denne dag være en påmindelse om den rige kultur, de traditioner og de værdier, som kendetegner jeres arv, skrev han og fortsatte:

- Mens USA nærmer sig sin 250-års uafhængighedsdag, deltager vi i fejringen af frihed og muligheder.

- Måske kan USA's 251-års fødselsdag fejres med tilføjelsen af landets 51. stat!

Ifølge Múte B. Egede (IA), naalakkersuisoq for udenrigsanliggender, er det vigtigt at holde øjnene på det diplomatiske spor, der pågår med USA.

- Vi skal fokusere på det diplomatiske spor og ikke så meget på støjen rundt omkring, siger han under et pressemøde mandag.

Múte B. Egede (th.) svarer på spørgsmål om Landrys kommentar under et pressemøde tirsdag med den danske forsvarsminister (tv.). Foto © : Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Det er et halvt år siden, at der blev nedsat en arbejdsgruppe, som skal forsøge at finde løsninger på konflikten mellem Grønland, Danmark og USA. 

En journalist på pressemødet spørger, hvad det betyder, at Landrys kommentar falder netop på nationaldagen.

- Det siger mere om ham, og jeg synes, det er disrespektfuldt, siger naalakkersuisoq.

‘Unødvendig støj’

Formand for Udenrigs- og Sikkerhedspolitisk Udvalg i Inatsisartut Pipaluk Lynge (IA) kritiserer også udtalelsen fra USA’s særlige udsending.

- Det viser meget tydeligt, hvad de (USA, red.) vil med Grønland. 

- På den anden side er han ikke en del af den arbejdsgruppe, der er nedsat. Det gør mig tryg, og så må vi håbe, at de finder en løsning der, siger hun.

Spørger man Naaja H. Nathanielsen (IA), der er folketingsmedlem for Inuit Ataqatigiit, er Jeff Landrys hilsen hverken en de- eller eskalering af den nuværende situation.

- Det er unødig støj. De viser, at de ikke lytter, når vi siger, at vi ønsker ikke at være amerikanere. Så det er en tonedøv udtalelse, siger hun.

Naaja H. Nathanielsen på vej til møde Udenrigspolitisk Nævn i Folketinget. Foto © : Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

Det er dog ikke uventet, at der kommer sådan en hilsen fra Landry. 

Derimod skal vi ifølge Naaja H. Nathanielsen holde op med at forvente andet fra ‘de kanter’.

- Han (Landry, red.) er ikke en del af den diplomatiske debat om denne her high level working group. Han taler ikke på vegne af det officielle USA, som jeg forstår det. Så hans rolle er uklar, tilføjer hun.

Op til grønlænderne

Qarsoq Høegh-Dam, folketingsmedlem for Naleraq, gentager budskabet om, at Grønlands fremtid er grønlændernes at afgøre.

- Der skal ikke være et pres udefra. Det er helt op til det grønlandske folk, og alle partier, uagtet hvilket parti man er, har jo sagt gentagne gange, at vi ikke vil være amerikaner. Vi vil ikke være danskere, vi vil være grønlændere, siger han.

‘Kongerigets forhold til USA’ var øverst på dagsordenen, da der var møde i Udenrigspolitisk Nævn i Folketinget i sidste uge.

På det fortrolige møde blev der orienteret om rigsfællesskabet, fortalte den danske udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen på et doorstep efter mødet. 

Her kom han kort ind på arbejdsgruppen, der blev nedsat i januar.

- Vi har aftalt – og det var hele idéen med det besøg i Washington i januar – at få temperaturen ned og få det her flyttet fra en offentlig ophedet debat og ind i et rum, hvor man kan tale voksen og detaljeret om det.

- Det jeg kan sige er, at der er blevet holdt en stribe møder. Der skal flere møder til. Vi er ikke i mål endnu, men det er en god proces, sagde Lars Løkke Rasmussen.

Tidligere på måneden blev USA’s udenrigsminister, Marco Rubio, under en høring i Repræsentanternes Hus spurgt ind til, om han er klar over, at Grønland er en del af Danmark.

- For nu, svarede han.

I høringen sagde han også, at de igangværende forhandlinger mellem USA samt Grønland og Danmark befinder sig "et godt sted".