Reaktioner på Muhammed

03. februar 2006 06:22

Landsstyre-formand Hans Enoksen, der også er landsstyremedlem for pressen, vil ikke blande sig i, om det er rigtigt eller forkert af Sermitsiak', at trykke tegninger af Muhammed.

Han holder sig udenfor diskussionen.

Det sker selvom avisen udkommer i dag med tre af de omstridte tegninger.

Landstingsformand Jonathan Motzfeldt, der selv er præst, er derimod kritisk over for tegningerne.

- Muslimer bliver dybt krænkede over at se, at der bliver gjort nar af deres profet, siger Jonathan Motzfeldt ifølge DR tekts-tv.

Sermitsiak's chefredaktør, Poul Krarup, regner ikke med de store reaktioner i Grønland, alene af den årsag, at der ikke bor ret mange muslimer i landet.

- Rent faktisk har jeg kun kendskab til éen muslim i Grønland. Det er en fabrikschef i Ilulissat, der kommer fra Mellemøsten. Jeg tror ikke, at han vil lave det store oprør, siger Poul Krarup til nyhedsbrevet Travel People.

Poul Krarup føler sig overbevist om, at offentliggørelsen af de tre tegninger heller ikke får den fjerneste indvirkning på turismen i Grønland.

- Vor turistmæssige situation er jo, at 95 procent af alle indrejsende er fra Danmark eller i hvert fald fra de nordiske lande, og disse mennesker er i dag ret ligeglade med, om tegningerne også vises i Grønland, siger Poul Krarup.