Rasmus Frederiksen vil have flere penge til hvaltællinger

21. juni 2005 02:35

Mandag haglede kritikken ned over Grønland på IWC-mødet i Sydkorea. Hvaltællingerne var ikke gode nok, lød dommen fra Hvalfangstkommissionens Videnskabelige Komite.

Landsstyremedlemmet for Fangst- og Fiskeri, Rasmus Frederiksen er enig i at det kunne have været gjort bedre:

- Landsstyret mener, at undersøgelserne ikke er optimale. De skal kombineres med fangernes erfaringer, så man kan få bedre data ud af dem, siger han.

Rasmus Frederiksen vil tage problemet op med Landsstyret og bede om at få afsat flere midler til de undersøgelser, som IWC vil pålægge Grønland at lave næste år.

- Der er tale om tre til fire millioner, men endnu er intet sikkert.

Han medgiver at Grønland har det svært på årets IWC-møde og vil gøre hvad han kan for at biologernes undersøgelser ikke får indflydelse på kvotetildelingen.

- Hvalfangst er en del af vores kultur, så det er vigtigt for os at beholde kvoterne, siger Rasmus Frederiksen.

I dag er det tilladt at fange 175 vågehvaler og 19 finhvaler om året i grønlandsk farvand. IWC anbefaler en kvote på mellem 4 og 10 finhvaler. En anbefaling, der er affødt af Naturinstituttets hvaltælling.