Rapport om rejekvoter

01. februar 2006 15:20

I dag præsenterede hjemmestyret en uvildig rapport om rejekvoter.

Da hjemmestyret nedsatte et lille udvalg som skulle kigge nærmere på det grønlandske system for rejekvoter, så var formålet, at finde ud, om man kan få en større samfundsmæssig gevinst ved at omlægge kvotesystemet – og om man kan trække flere personer ind i rejefisker-erhvervet uden at udhule indtjeningen. Og det korte svar er nej - men....

Niels Vestergaard – fiskeriøkonom ved Syddansk Universitet i Esbjerg, er en af forfatterne.

- Overordnet har det nuværende system fungeret godt, og givet et velreguleret system med en moderne fiskerflåde, men små ændringer kan forbedre det, siger Niels Vestergaard.

De ændringer handler blandt andet om gebyrer – udvalget foreslår, at fiskerierhvervet fremover selv skal betale for kontrollen med om de overholder kvoterne. Samtidig bør man opgive den landingspligt, som siger at 25 procent af rejerne skal forarbejdes på kysten – altså meget politiske beslutninger. Det er da også hjemmestyret der har bestilt rapporten – og landsstyremedlem for fiskeri – Finn Karlsen er godt tilfreds med resultatet – men skal først nærlæse den.

- Rapporten er meget omfangsrig, den kommer med flere store spørgsmål, som kræver vurdering fra alle sider af fiskeriet her i Grønlandl. Vi kan derfor fra politisk side ikke komme med konklusioner nu, siger Finn Karlsen.

Finn Karlsen påpeger at snakken om regulering af rejefiskeriet har verseret i flere år uden at der skete noget - derfor blev udvalget nedsat.