Ramsdal ignorerer politianmeldelse

14. oktober 2005 10:29

Parterne står fortsat stejlt overfor hinanden i sagen mellem Nuuk Kommune og de bedrageri-anmeldte konsulentfirmaer Inulerisut og Ramsdal.

Her til formiddag fastholder direktøren for Ramsdal Karl Erik-Nielsen overfor Radioavisen, at han havde 11 deltagere fra Grønland på sit kursus i februar måned. Kommunen siger derimod, at der var tale om 4 personer. Deltagere som ifølge kommunen ikke var på noget egentligt kursus, men på en inspirationstur i Vejle.

På trods af, at Karl-Erik Nielsen i går sagde til Radioavisen, at han fredag ville kontakte politiet i Vejle og se den politianmeldelse for bedrageri, som Nuuk Kommune har indgivet, havde Ramsdals direktør endnu ikke fået gjort noget ved sagen i dag.

Karl-Erik Nielsen siger til radioavisen:

-Jeg har jo også en virksomhed, jeg skal passe. Jeg vil forsøge at sætte mig ind i sagen over weekenden.

En anmeldelse om bedrageri burde ellers få enhver direktør til at rykke. Særligt når man som Karl-Erik Nielsen hævder, at firmaet Ramsdal aldrig tidligere er blevet meldt til politiet.

Ifølge Radioavisens oplysninger er Vejle Kommune nu også blevet rodet ind i sagen. Det skyldes, at kommunen har ydet et tilskud på 32.900 kroner til det kursus som måske – måske ikke blev holdt. Udgifterne som Ramsdal har fået dækket af Nuuk Kommune ligger i omegnen af 35.000 kroner.