Radiopioneren Carl Bertel Lynge er død

En af pionererne fra Grønlands Radios tidlige begyndelse - Carl Bertel Lynge - er afgået ved døden lørdag den 17. februar, efter kort tid sygdom i Aasiaat, 77 år gammel.
Carl Bertel Lynge i Nissikut i 1985
19. februar 2018 16:03

Ved etableringen af KNR i slutningen af halvtresserne håndplukkede man medarbejdere, der fortrinsvis var unge seminarieuddannede i Nuuk.

En af disse var Carl Bertel Lynge, der blev ansat i de nye bygninger på Radiohuset i H. J Rinksvej som programsekretær i 1962, skriver Aqqaluk Lynge i en nekrolog sendt til KNR.

Heri beskriver han Carl Bertel Lynge som en sjælden musikalsk begavelse med en fin tenorstemme, og en person der spillede flere instrumenter ud over sit foretrukne, der var flygelet.

Udover sit arbejde med KNR var han korleder, dirigent og koncertarrangør og har derigennem sat han sit præg på den moderne grønlandske musik og korsang, som vi kender den i dag.

Carl Bertel Lynge har desuden oversat adskillige udenlandske bøger ud over adskillige radiohørespil bl.a. Antoine de Saint-Exupéry’s Den Lille Prins som er blevet en klassiker i radioen.

I KNR nåede Carl Bertel Lynge at være chef for regionalradioen Avannaata Radioa i Aasiaat, programsekretær, dirigent og musikalsk leder.

Og som sådan var han med til at præge udviklingen af Grønlands vigtigste kulturinstitut, skriver Aqqaluk Lynge. Indtil sin pension var Carl Berthel Lynge ansat i KNR og sluttede karrieren som journalist på radioavisen.

Carl Berthel var den sidste af pionererne i KNR, slutter Aqqaluk Lynge sin nekrolog.