Røde Kors arrangerer sommerlejr for børn

Når Arctic Umiaq Lines kystpassagerskib Sarfaq Ittuk på søndag når frem til Ilulissat, vil det blandt andet være fyldt med 20 forventningsfulde børn, på vej til Kalaallit Røde Korsiats årlige sommerlejr som i år afholdes nær Ilulissat.
Skrevet af Karsten Sommer
22. juli 2011 08:49

Hver sommer arrangerer Kalaallit Røde Korsiat sommerlejr for børn, der ellers ikke har mulighed for at komme på ferie uden for deres egen by.

I år er det Røde Kors-afdelingen i Ilulissat der har ansvar for lejren, hvor der deltager 20 børn og 7 voksne fra Qaqortoq, Paamiut, Nuuk, Maniitsoq, Qasigiannguit og Ilulissat.

Via et hovedsponsorat fra Arctic Umiaq Line får børnene, ud over de 5 dages lejrliv i Kangersuneq nær Ilulissat, mulighed for at opleve Grønland fra havet på rejsen til og fra Ilulissat. 

Det inkluderer møder med familiemedlemmer ved skibets anløb i byerne undervejs, samt tid for børnene og de voksne til at lære hinanden godt at kende på rejsen.

De første deltagere begyndte rejsen i Qaqortoq onsdag d. 20. juli og de vender først hjem igen d. 2. august.

Kalaallit Røde Korsiats sommerlejr, er ud over Arctic Umiaq Line, sponsoret af Helene og Svend Junges Fond, Tips og Lotto-midlerne samt NunaFonden.