Rådgivning for sindslidende åbner idag

Skrevet af Karsten Sommer
18. januar 2005 06:01

Fra i eftermiddag er det muligt at få svar på spørgsmål der drejer sig om sindslidelser. For mellem klokken 15 og 17 i dag er Nuuks distriktspsykiatriske hus, Ikaarsaarfik, åbent for rådgivning til alle interesserede fra Nuuk og resten af landet.

Hovedkræfterne bag rådgivningen er ergoterapeut Mêrak Reimer og sygeplejerske Aviâja Kanuthsen.

- Vi håber på at kunne være med til at afmystificere det at have sindslidelser, siger Mêrak Reimer.

- Vores rådgivning er for alle interesserede. Blandt andet dem, der er pårørende til sindslidende og dem med sindslidelser, som endnu ikke har fået professionel hjælp, fortsætter hun.

Den åbne rådgivning foregår om tirsdagen i alle ulige uger. Ordningen kommer indtil videre til at køre i et halvt års tid.

- Vi evaluerer projektet til sommer, og hvis rådgivningen er en succes, regner vi med at fortsætte ordningen, siger Mêrak Reimer.

Alle, der gerne vil vide mere om sindslidelser, kan enten dukke op personligt i Ikaarsaarfik i eftermiddag eller ringe ind på telefonnummer 34 41 36.