Qaqortoqs socialbesparelser rammer ikke de svageste

19. april 2006 09:08

I Qaqortoq kommune går det godt. - Så godt, at kommunen kommer ud af 2005 med et overskud på 6,6 millioner kroner på bankbogen.

Borgmester Simon Simonsen har denne forklaring på byens stærke økonomi:

- Vi har været heldige, for der har været store anlægsprojekter i region Sydgrønland. Man er i gang med at bygge et vandkraftværk og nye boliger og de projekter har betydet, at flere er kommet i arbejde.

Kommunen har blandt andet sparet på socialområdet, men det går ikke ud over borgere på overførselsindkomster, for overskuddet skyldes, at kommunen har fået flere skatteindtægter fra folk i arbejde, forklarer borgmesteren. Overskuddet vil blive brugt som reserve, hvis byen skulle komme i nød i fremtiden siger borgmester Simon Simonsen.