Qaqortoq håber på penge til erhvervsudvikling

22. november 2005 11:07

Qaqortoq Kommune vil have gang i erhvervsudviklingen i Sydgrønland.

Med en ny handlingsplan i hånden håber borgmester Simon Simonsen at komme igennem med idéerne over for landspolitikerne, så der kan findes penge til projekterne.

Fra 2001 til 2004 der kommet omkring 75 flere ledige i byen og for at knække den kurve, satser kommunen på at igangsætte nogle initiativer, der kan præge erhvervslivet i en positiv retning.

Blandt andet skal der anlægges en vej nordpå fra byen, så erhvervsarealerne kan udvides. Den første million til det projekt har kommunen allerede fundet på næste års budget.

Derudover vil kommunen gøre Qaqortoq til regionalt uddannelsescenter og håber på at kunne oprette tre nye uddannelser i de kommende år.

På et erhvervsseminar i december håber kommunen at kunne få de øvrige kommuner i Sydgrønland med til at danne et fælles erhvervsudviklingsselskab og dermed sparke gang i erhvervsudviklingen i hele regionen.

Pengene til projekterne i handlingsplanen skal findes fortrinsvis i Landskassen, og derfor håber Simon Simonsen, at landspolitikerne vil se positivt på det fremlagte initiativ.

Han mener, at Qaqortoq står bedre nu, hvor kommunen har en reel plan i hånden.

Handlingsplanen for erhvervsudviklingen i Qaqortoq er udarbejdet i samarbejde mellem kommunen, Qaqortoqs erhvervsforum og Hjemmestyrets Erhvervsdirektorat.