Projekt om Mælkebøttebørn hilses velkommen

- Vi bruger rigtigt mange penge på det sociale område, men vi ved for lidt om hvad der virker og hvad ikke gør. Derfor ender vi med at bruge penge på ting, som ikke virker igen og igen. Det siger Naalakkersuisoq for det sociale område Maliina Abelsen.
19. februar 2010 10:55

Og derfor hilser hun forskningsprojektet 'Mælkebøttebarn - fra socialt udsat til mønsterbryder velkomment' - det vil nemlig hjælpe med svart på hvad der virker, og hvad der ikke gør.

Rapporter, seminarer og overskrifter har de seneste år igen og igen dokumenteret, at flere børn i Grønland kæmper med en hård tilværelse på grund af vold, druk eller andre misbrug hos forældrene. Endnu et forskningsprojekt skal nu finde svar på, hvorfor nogle børn bliver mønsterbryder mens andre ikke gør.

Naalakkersuisoq for Sociale Anliggender Maliina Abelsen erkender, at det er handling der skal til nu, men hilser samtidig den nye forskning velkommen.

- Det er i hvert fald tid til handling. De undersøgelser, der har været har fokuseret på, hvordan børn har det her i Grønland. Men det er første gang, at der er et projekt, der undersøger, hvordan det så går med de børn om tre, fem eller ni år, siger hun.

Forskerne skal følge børnene i 9 år for at kunne pege på hvilke tiltag der virker og hvilke der ikke gør og netop den form for evaluering er en mangelvare, siger Maliina Abelsen.

- Da jeg hørte om Mælkebøttens projekt, tænkte jeg, at det er lige sådan en viden, vi faktisk mangler. Vi bruger i dag rigtig mange penge på døgninstitutioner, uden at vide, at det er det rigtige vi gør, siger hun.

Maliina Abelsen mener, at det derfor vil være af helt afgørende betydning for dem som arbejder med socialt udsatte børn og unge at se forskningsprojektets resultater.

- Det må være meget frustrerende, som arbejder på det sociale område ikke at være sikker på, at det man gør er det allerbedste. Med det her projekt vil vi netop kunne dokumentere og få kigget tilbage på børnenes levevilkår. Man vil blive istand til at sige: Ja, det vi gjorde, gjorde en forskel, fordi vi gjorde A, B og C. Det gør, at man bliver bedre, og når man er god til sit arbejde, bliver man også glad, for man kan se, at det man gør, gør en forskel, siger Maliina Abelsen.

Det er Social Forsknings Instituttet i Danmark og Børne- og ungeinstitutionen Mælkebøtten her i landet som står for forskningsprojektet. Departementet for sociale anliggender har bevilliget et engangsbeløb til projektet på 50.000 kroner.