Selv om vi kun har rundet første kvartal af i år er antallet af selvmord allerede oppe på 13. Det fremgår af endnu ikke offentliggjorte tal fra sundhedsmyndighederne.
Et af de værst ramte steder er Kangaatsiaq med 3 selvmord:
- Vi kan ikke umiddelbart sige, at de selvmord har noget med hinanden at gøre, for når vi taler om en epidemi, så taler vi om selvmord meget hurtigt efter hinanden inden for en gruppe, der kender hinanden, siger projektkoordinator Jette Eistrup.
Hun står i spidsen for projekt ”Forebyggelse af selvmord” i det forebyggelsepolitiske råd, Paarisa.
Ifølge endnu ikke offentliggjorte tal tog 49 mennesker sidste år deres eget liv. I år er tallet allerede oppe på 13. Kangaatsiaq kommune står for næsten en fjerdedel.
Nuuk ligger gennemsnitligt lavest med færrest selvmord, mens tallet ifølge embedslægeinstitutionen. stiger i det øvrige Grønland og topper på østkysten.
Borgerne i Kangaatsiaq kommune har fået hjælp af blandt andet læger. De efterladte som er i krise er også tilbudt professionel hjælp.
Borgerne i kommunen får nu også månedligt besøg af forebyggelseskonsulenter, som kan fastholde de netværks- og samtalegrupper som er igangsat blandt borgerne selv – udover hjælp fra professionelt hold.
For at forebygge selvmord, skal vi i følge Jette Eistrup turde tale om det, og ikke bare tale, men samtale om det - også når vi har det svært.