Mange inuitter i den arktiske del af Canada kan ikke længere besøge venner og familie i Grønland. Det skriver det canadiske CBC.
Problemet er de nye strenge regler for de canadiske pas. Passene er lavet med øgede sikkerheds-features. For eksempel skal passene indeholde en type specielle fotografier, der ikke kan laves i Nunavut.
I Nunavuts parlament kom det i går frem, at især ældre folk har haft problemer med, at skaffe de nye pas.
Det har betydet at rejser og kulturelle udvekslinger er blevet aflyst.
På de lokale regeringskontorer i Nunavut har man prøvet på at tage de famøse pasfotos.
Men kvaliteten var så dårlig, at de blev kasseret af de centrale canadiske myndigheder.