Principfaste briter kræver flere fisk for aftale med EU

Storbritannien kræver flere fisk i forhandlingerne med EU om en handelsaftale.
På et punkt er der stadig langt mellem EU og briterne i forhandlingerne om en handelsaftale. Og det er retten til fisk. Foto © : Tiocfaidh ár lá 1916/Flickr Creative Commons
Skrevet af Ritzau
01. december 2020 07:14

Om 31 dage udløber den aftalte overgangsperiode, der fastholder Storbritannien til EU-regler. Men på et punkt er der stadig langt mellem EU og briterne i forhandlingerne om en handelsaftale. Og det er retten til fisk. Det skriver nyhedsbureauet Ritzau.

Den britiske udenrigsminister, Dominic Raab, bekræfter, at netop spørgsmålet om fisk synes at være det største problem i forhandlingerne.

- Hvad fiskeriet angår, så er det en principiel sag for os. Når overgangsperioden udløber, bliver vi en uafhængig kyststat, og så må vi kunne kontrollere egne farvande, sagde Raab søndag til det britiske medie Sky News.

Ifølge Sky News vil EU give Storbritannien ret til 18 procent af fiskene i britisk farvand. Briterne kræver 80 procent.

- Lyder det retfærdigt? At vi har kontrol over 18 procent af fiskene i vores egne farvande. Det kan simpelthen ikke være rigtigt, siger Raab.

Om en måned udløber overgangsperioden, og det vil medføre ændringer mellem EU og Storbritannien. Uanset hvad.