Pressemøde fra Færøerne med rigsfællesskabets ledere

I dag har der været møde i Udenrigs-, Sikkerheds- og Forsvarspolitisk Kontaktudvalg, og oven på det møde holder de tre regeringsledere Aksel V. Johannesen, Mette Frederiksen og Jens-Frederik Nielsen nu pressemøde.
Lagmanden fra Færøerne lægger ud:
- Jeg er glad for at stå her sammen med mine kollegaer, siger Aksel V. Johannesen.
- Vi har haft åbne og ærlige drøftelser, som man kun kan have med sine tætteste kollegaer, siger han.
Enighed om gode drøftelser
Kort efter får den danske statsminister ordet for at sige noget indledningsvist
- Vi mødes oftere og oftere, fordi vi lever i en mere urolig verden, siger Mette Frederiksen.
- Vi skal holde sammen europæisk, i Nato og selvfølgelig også i Norden, siger Mette Frederiksen.
Forsvarschefen har deltaget for første gang nogensinde, og det er fordi verden er urolig, understreger den danske statsminister.
- Og vi fra dansk side er villige til at gøre mere med en Arktisk Pakke to, der er på vej nu, siger Mette Frederiksen.
- Vi er villige til at investere mere i den kritiske infrastruktur, siger Mette Frederiksen.
Også formanden for naalakkersuisut stemmer i med enighed.
- Drøftelserne i dag gik også på modernisering af rigsfællesskabet. Politisk vilje til konstruktive løsninger, og jeg er glad for den dialog om at finde konstruktive løsninger, siger Jens-Frederik Nielsen.
Spørgsmål om løsrivelse
Det første spørgsmål kommer fra et færøsk medie, der spørger Aksel V. Johannesen ind til løsrivelse.
- Vi ønsker fortsat et fællesskab med Danmark, men vi har ikke beføjelser på udenrigspolitisk områder - særligt på økonomi, hvor vi er sårbare og har svært ved handelsaftaler.
Mette Frederiksen tager ordet og siger i forlængelse af den færøske lagmand:
- Jeg har stor respekt for, at man vil udvikle sit eget land på egne præmisser. Derfor har vi taget en række vigtige skridt i den retning den seneste tid, siger Mette Frederiksen og hentyder til Arktisk Råd og Nordisk Råd.
- Det er ikke Grønland eller Færøerne, der kommer med ønske om, at det skal ændres, men det er kongerigets ønske, at de to lande skal have en anden rolle i nordisk råd.
Har Trump sat gang i udviklingen?
Jens-Frederik Nielsen bliver spurgt, om det er Trump, der har sat gang i udviklingen af Grønland.
Han svarer ikke direkte, men siger:
- Danmark er klar til at investere mere, og det er et udtryk for et ansvar, der i mange år ikke har været løftet nok. Der er stor ulighed, og en social standard, der ikke er lige.
- Grønland vil gerne udvikle sig, sin økonomi, have et stærkere fundament. Det er også det, der tales om nu.
De tre ledere bliver spurgt ind til, om de kunne blive mere konkrete i, hvordan samarbejdet i fremtiden skal se ud, men svaret fra de tre ledere var enslydende.
- Der er gode diskussioner i gang, men vi forhandler ikke foran pressen.