Politisk veteran stopper i Kangaatsiaq

16. marts 2005 15:07

I Kangaatsiaq forlader byens tidligere borgmester, Jens Inuusuttoq, kommunalbestyrelsen efter 25 år. Og Atassut mister dermed en respekteret politiker, der er kendt for at sætte sig grundigt ind i tingene.

Borgmester Otto Jeremiassen, der også er landstingsmedlem, er denne gang at finde på Siumuts valgplakater. For fire år siden stillede han op for Atassut, men har efterfølgende skiftet parti.

Fire ud af kommunalbestyrelsens syv medlemmer i Kangaatsiaq genopstiller. Ud over borgmesteren er det blandt andre Kandidatforbundets Villy Olsvig, der i efteråret var suppleant i Landstinget.

Desuden genopstiller IA’s to kommunalbestyrelsesmedlemmer, Anthon Petersen og Hans Siegstad.

Ingen Atassutter genopstiller. Ud over Jens Inuusuttoq har partiets andet medlem, Karl Petersen, nemlig også besluttet at stoppe ved dette valg.

Partiet stiller dog med 12 kandidater. Blandt dem er Ole Abrahamsen og Elias Andreassen.

Bygderne er godt repræsenteret ved valget. Under halvdelen af de 40 kandidater kommer fra Kangaaatsiaq by. Til gengæld er kvinderne dårligt repræsenteret. Kun syv af de i alt 40 kandidater, der bejler til de syv pladser i kommunalbestyrelsen er kvinder.