Politisk støtte til Martin Møller

11. januar 2006 10:00

Nu vil danske politikere også have langrendsløberen Martin Møller med til Vinter OL. Og dermed øges presset på Danmarks Olympiske Komite, der holder møde i sagen i eftermiddag.

Det er de radikales kulturordfører, Elsebeth Gerner Nielsen, der nu går i brechen for Martin Møller:

- Det danske samfund har en forpligtigelse til at gå ind og bidrage til at Grønland får mulighed for at blive repræsenteret ved de Olympiske Lege. Grønland har på en række områder et udvidet selvstyre, og når det drejer sig om kultur og sport, så kan vi fra dansk side ikke have nogen interesse i at forhindre Grønland i at være repræsenteret ved OL, siger Elsebeth Gerner Nielsen.

Kulturordføren støtter dermed Hjemmestyret, som har sendt et officielt brev til Danmarks olympiske komite. De vil alle have Martin Møller med til Ol.

Til TV2 Sporten siger administrerende direktør i Hjemmestyret, Kaj Kleist, at:

- Hvis man skal se det som helhed i den udvikling, Grønland er i, så bør vi også være med på det sportslige område.

Martin Møller har opfyldt de internationale krav, men ikke de danske. Det bør dog ikke være noget problem, mener Elsebeth Gerner Nielsen.

- Hvorfor skal grønlændere være underlagt det samme regelsæt som borgere i Danmark, spørger hun.

Og det mener en række grønlandske sportsfolk heller ikke. I alt 15, både nuværende og tidligere aktive, atleter har sendt en samlet skrivelse til Danmarks Olympiske Komité, som de mener stopper udviklingen i grønlandsk sport, ved at stille urimelige kvalifikationskrav i langrendsdisciplinerne.