Politisk skilsmisse i Nanortalik

22. marts 2006 11:19

Det politiske samarbejde mellem Siumut og IA i Nanortalik Kommunalbestyrelse er røget på gulvet. Det er IA, der har opsagt samarbejdsaftalen, og det sker som en udløber af et stormfuldt borgermøde den 16. marts.

Borgermødet havde kommunesammenlægning som eneste punkt. Men de fremmødte ville også diskutere aktuelle problemer med servicen på kommunekontoret, og de folkevalgte og borgmester Kristine Raahauge blev udsat for skarp kritik, erfarer Radioavisen.

IA har efterfølgende ønsket et hurtigt møde med Siumut, men borgmester-partiet mener, at mødet først skal holdes om en måned, hedder det i en pressemeddelelse fra IA. Den reaktion har fået IA til at skrotte samarbejdet.

Det var ikke i formiddags muligt at få kommentarer fra den lokale IA-formand Aqqaluk Petrussen. Heller ikke borgmester Kristine Raahauge eller Siumut-formanden Peter Sonberg har ønsket at kommentere det opsagte samarbejde.

Siumut og IA har haft et konfortabelt flertal på syv ud af ni pladser i kommunalbestyrelsen. Siumut alene tæller fire medlemmer.