Politisk kursus for kvinder

09. oktober 2005 13:32

12 kvinder fra hele landet er i de næste fem dage samlet i Nuuk på et kursus arrangeret af Ligestillingsrådet.

Fælles for kvinderne er, at de er på vej ind i politik, og kurset skal netop give de 12 en ballast til at begå sig i den verden.

Ligestillingsrådets formand, Agathe Fontain er med på kurset, der startede her til morgen.

Hun fortæller, at kursets formål er at få flere kvinder til at deltage i det politiske arbejde og at få dem til at stille op til det kommende landstingsvalg i november.

En af deltagerne på kurset er Anna Kuitse Kuko fra Tasiilaq. Hun er tilmeldt kurset som deltager for Demokraterne, og håber at hun ved at deltage bliver klar til at gå rigtigt ind i politik.

Kvinderne skal over de næste fem dage øve sig i at håndtere pressen, høre om det politiske arbejde fra Landsstyremedlem, Asii Chemnitz Narup og igennem et par dage arbejde med personlig udvikling.

Partierne har hver tilmeldt to kvinder til kurset og så er der to med, der ikke tilhører et parti.