Politisk generationsskifte på vej

16. marts 2005 15:08

Der er et politisk generationsskifte på vej i Qaqortoq. Løsgængeren Peter Ostermann, der er tidligere landstingsmedlem for Atassut, har valgt ikke at genopstille til kommunalvalget.

Fornyelsen giver sig dog ikke kun udslag i uprøvede kandidater, men også i nye partier. Demokraterne stiller for første gang op i Qaqortoq med syv kandidater. Og blandt dem er tidligere landstingskandidat Vivi Johanne Lynge og den forhenværende kommunaldirektør Leif Ellebæk Motzfeldt.

Der er rift om pladserne. 37 stiller op til de 11 pladser i kommunalbestyrelsen i Qaqortoq. Og hele ni af de nuværende kommunalbestyrelsesmedlemmer genopstiller. Blandt dem er den samlede Siumut-gruppe med borgmester Tommy Marø i spidsen.

Blandt de øvrige kandidater er tidligere landsstyremedlem for erhverv, Kaj Egede, og Stefán H. Magnusson, der er rensdyravler.

Et enkelt af IA’s fire kommunalbestyrelsesmedlemmer i Qaqortoq genopstiller ikke. Det er Else Poulsen. Og blandt de medlemmer, der stiller op igen, er partiets landstingsmedlem Aqqalukasik Kanuthsen.

Atassut, der ikke har noget medlem i kommunalbestyrelsen, stiller med tre kandidater. Blandt dem er landstingskandidaten Bibi Kielsen. Atassut er det eneste parti, der har en overvægt af kvindelige kandidater, to ud af de tre er kvinder. Resten af listen er mandsdomineret. Kun i alt 10 ud af de 37 kandidater er kvinder.