Politikere støtter Isfjordscenterprojekt

Så er Verdensarvsområdet i Ilulissat kommet et skridt nærmere på et 1100 kvadratmeter stort Isfjordscenter.
27. februar 2014 15:11

Kommunalbestyrelsen i Qaasuitsup Kommunia godkendte nemlig enstemmigt i mandags at punge ud med 8 millioner kroner til projektudvikling over en fire-årig periode for opførelse af et Isfjordscenter, et formidlingscenter for Verdensarven Ilulissat Kangia.

Samtidig har den danske almennyttige fond Realdania vist stor interesse i projektet, der er anslået til at koste 112 millioner kroner.

Realdania har derfor forundersøgt projektets bæredygtighed. Og undersøgelsen har fastslået, at der er grundlag for at arbejde videre mod realisering af projektet:

- Det betyder, at vi er kommet et stort skridt nærmere at få realiseret Isfjordsstationen, da kommunen og Realdania nu er enige om, hvordan projektet skal se ud, og de er enige om, hvordan økonomien skal være, hvor Realdania betaler størstedelen af projektet, siger Unesco Site Manager Naja Habermann.

Så nu er det op til Realdania at beslutte, om fonden vil yde størsteparten af de 112 millioner kroner, som de samlede anlægsudgifter anslås til at blive.

- Det er kommet til et vigtigt sted, hvor bolden nu ligger hos Realdania, og vi sammen skal finde ud af, hvordan projektet skal formes, inden Realdania endelig siger ja til at betale det samlede beløb, siger Naja Habermann.

Reelt besluttede kommunalbestyrelsen, at kommunen over en fireårig periode skal yde 8 millioner kroner til projektudviklingen:

- Den sag startede her i Ilulissat i 1997. Det er efterhånden en del år siden. Så det er mit håb, at der nu kommer gevaldig skred i projektet, således at vi kan begynde se resultater de nærmeste år og i den nærmeste fremtid, siger borgmester Ole Dorph, og fortsætter:

- Med de tiltag og den status vi har på Isfjordsprojektet, er det min forhåbning, at der nu kommer skred i bestræbelserne på at etablere et Isfjordscenter her i Ilulissat.

Såfremt Realdania beslutter sig for at stå for størsteparten af anlægsudgifterne på 112 millioner, så vil et eventuelt Isfjordscenter stå klart 4 år efter første spadestik:

- Det er et sted, hvor vi kan samle alt den viden vi har om isfjorden og klimaforandringer. Så det bliver et mødested for forskere, turister og for lokale som handler om Isfjorden og Verdensarven, siger Naja Habermann og fortsætter:
 
- Men der vil selvfølgelig også være skolefaciliteter, en butik, et sted hvor man kan få noget at spise og administration.