Politikerne og de ansatte i hjemmestyret stikker stadig de bonuspoint, de får af luftfartsselskaberne for at flyve på tjenesterejse, i lommen.
Det sker, selv om det snart er fire år siden, Siumut vedtog internt, at det skulle laves om.
Dengang besluttede partiet, at der skulle findes en løsning, så bonuspointene bruges på nye tjenesterejser, og ikke ender som et privat frynsegode.
Fire år har ikke gjort behovet mindre aktuelt, tværtimod, siger Demokraternes næstformand Palle Christiansen.
- Det er jo meningen, at ordningerne skal komme kunden, altså hjemmestyret, til gode. Men der er åbenbart nogen af beslutningstagerne, som ikke ønsker at sige farvel til goderne, siger han.
Bonuspointene er gode penge værd. Flyver en passager to ture over Atlanten på Air Greenlands første klasse, kan han derefter gratis tage en tur fra København til Europa og tilbage igen.
Det er ikke til at sige, hvor mange private bonuspoint, der bliver optjent på tjenesterejser herhjemme. Men Hjemmestyrets rejsebudget er på mellem 50 og 60 millioner kroner om året. Dertil kommer kommunerne og andre offentlige instanser.
En rundringning til Landsstyremedlemmerne viser, at de fleste af dem beholder deres bonuspoint.