Politiet: Vi har brug for en lukket institution til de unge

Også Politiet oplever, at der er kommet en ny kategori af børn og unge, der er mere socialt utilpassede end tidligere. Og det kommer også til udtryk i kriminalitet. Der er brug for en lukket institution til dem, lyder meldingen.
24. oktober 2012 08:51

Selvom Politiet ikke p.t. kan påvise udviklingen statistisk, er det deres oplevelse, at det er et stigende problem. Og de nikker genkendende til det billede, som en psykolog og to børnehjemsforstandere har tegnet i Radioavisen for nyligt:

- Det, jeg i hvert fald kan genkende, er, at vi har en persongruppe af unge under 18 år, som vi har et ganske stort arbejde med på grund af den kriminalitet, som de begår, udtaler chefanklager ved Politimesterembedet, Morten Nielsen.

Denne gruppe af unge tegner sig for grovere kriminalitet end førhen, fortæller han videre:

- Det er kriminalitet både i bredden, forstået på den måde, at der er tale om en lang række forhold af mere berigelsesmæssig karakter som fx brugstyverier og indbrudstyverier. Men jeg kan da også på stående fod huske tre drabssager blot inden for de sidste fem-seks år, hvor den i to tilfælde domfældte og nu i et tilfælde sigtede har været under 18 år.

Men hvad skal vi så gøre af dem, når den slags sker? Hvor skal de tilbageholdes i de tilfælde, hvor det er nødvendigt?

- Jeg tror vi allesammen er enige om at anbringe en ung person mellem 15 og 18 år i en anstalt ikke er særligt hensigtsmæssigt. Men vi er afhængige af at kommunerne tilvejebringer den anbringelsesmulighed, som der skal til for at tilbageholde den unge - lad os bare sige drabsmand - uden for anstalten. Og det er jo ingen hemmelighed, at det til tider er vanskeligt for kommunerne at stille med et tilfredsstillende varetægtssurrogat, siger  Morten Nielsen.

Konsekvensen af, at der mangler en egnet anbringelsesmulighed, er ind imellem at de unge netop bliver tilbageholdt i anstalten blandt voksne kriminelle.

Politiet mener derfor, der er behov for en lukket institution i Grønland både til tilbageholdelse og til anbringelse, når den unge er blevet idømt en sanktion:

- I Danmark har man jo oprettet nogle lukkede institutioner til unge. Og under forudsætning af at der bliver fastsat nogle regler, som gør at man om nødvendigt med magt kan fratage den unge mobiltelefon, sørge for at de ikke forlader stedet og ikke kan kommunikere med medgerningsmænd, siger Morten Nielsen.

Han oplyser at Politiet igennem længere tid har været i dialog med Naalakkersuisut om idéen om en lukket institution.