Politiet beslaglægger last fra Nanoq Trawl

27. juni 2006 09:43

Talstærkt politi overvågede trawleren ”Nanoq Trawl”, da den mandag aften fik losset sine rejer i Hanstholm Havn i Danmark. Derefter blev både last, computere og papirer beslaglagt. Baggrunden er en sag om overfiskeri, der i øjeblikket efterforskes her i landet.

Politiet er i øvrigt sparsomme med oplysninger på grund af sagens efterforskning, men politimester Steen Thomsen fortæller, at hjælpen fra politiet skete på baggrund af en opfordring fra ham, skriver De Bergske Blade.

Politifolk var både ombord på ”Nanoq Trawl”, på kajen og i frysehuset, hvor det blev tjekket, at lasten blev vejet ind i ved grænsekontrollen på Hanstholm Havn.

”Nanoq Trawl” er ejet af selskabet Polar Seafood. Bestyrelsesformand Kjeld Holmstrup siger, at politiet havde en tilladelse med til at beslaglægge den konkrete last - plus at se efter beviser fra før Polar Seafood overtog trawleren.

- Jeg er ret fortrøstningsfuld med hensyn til, at vi har overholdt reglerne for den konkrete last, og vi ved naturligvis ikke, hvad der er sket, før vi ejede skibet, siger han.

Politimester Steen Thomsen er på vej til Danmark, så det har ikke været muligt at få en kommentar fra ham.