Planer om alternativ skibstrafik

21. juli 2005 15:29

Grønlands Arbejderorganisation SIK har i samarbejde med Arbejderhøjskolen i Qaqortoq planer om at finde en alternativ mulighed fra næste år for fortsat skibstransport for deres medlemmer, turister og for hele Sydgrønland.

Arbejderhøjskolens skib Tikeraaq som kan tage 25 passagere er blevet for gammel og skal udskiftes. Efter EU regler skal alle skibe der skal transportere flere end 12 passagere være stålbåde. En stålskib koster mellem 4 – 5 mio. kr., og det har Arbejderhøjskolen ikke råd til.

Men ad politiske veje vil arbejderorganisationen SIK ´s formand Jess G. Berthelsen, prøve at få reglerne ændret, sådan så højskolen får mulighed for at købe en glasfiberbåd.

- Med den ny trafikaftale, der er lavet, er det Landsstyrets intention, at de private også skal kunne transportere mennesker, og med de her regler er det jo umuligt for mange aktører at skulle investere fem millioner kroner. Derfor vil vi rette henvendelse til Landsstyret, for vi er jo for det første uden for EU, og vi mener at man godt forsvarligt kan transportere mennesker med en glasfiberbåd, siger Jess G. Berthelsen.

Det nuværende skib som har hjemsted i Qaqortoq benyttes af SIK medlemmer, Arbejderhøjskolens turister fra hele norden og den udlejes til Arctic Umiaq Line og Qaqortoq Kommune.