Paamiut: Hæv krabbekvoten igen

11. november 2005 10:38

Paamiuts borgmester beder Landsstyret om at give en ekstrakvote på 100 tons krabber til Nuuk-Paamiut-området. Så er der nemlig arbejde til krabbefiskere og krabbefabrikkerne frem til december måned.

45 medarbejdere i krabbeproduktionen og op mod 50 fiskere er blevet arbejdsløse fra i dag, da der i går blev sat stop for krabbefiskeriet i Nuuk-Paamiut-området.

Paamiuts borgmester, Lars Sørensen havde håbet, at der var arbejde til fiskere og fabriksmedarbejdere helt frem til en gang i december måned.

Ekstrakvoten på 400 tons krabber, som blev tildelt området i september burde nemlig have kunnet række frem til slutningen af året.

Men fordi overfiskeriet fra i sommer bliver trukket fra i regnskabet, er de 400 tons allerede nået nu, og Paamiut Kommune får med en dags varsel at vide, at krabbefiskeriet stopper.

Borgmesteren i Paamiut holdt i går møde med direktørerne for krabbefabrikkerne i Paamiut, Shahryar Bordbar fra Royal Greenland og Arvid Buhrkal fra Tunitsivik Paamiut.

Parterne blev enige om at sende en bøn til Landsstyret om at tildele Nuuk-Paamiut-området en ekstrakvote på 100 tons krabber.

Desuden håber borgmesteren på, at Landsstyret vil igangsætte en biologisk undersøgelse af krabbebestanden i Paamiut, fordi Lars Sørensen mener, at kvoten er sat alt for lavt i forhold til mængden af krabber i området.

Hvis Landsstyret ikke hæver kvoten endnu en gang, så er Paamiut klar med en nødplan. I samarbejde med Royal Greenland og Tunitsivik Paamiut vil kommunen lave kurser for fabriksmedarbejderne. Derudover har borgmesteren været i kontakt med Skipperskolen om at arrangere kurser for de arbejdsløse fiskere.

Borgmesterens henvendelse til Landsstyret nåede frem i går, og direktoratet for Fangst og Fiskeri er lige nu ved at behandle den.