Pædagoger på døgninstitutioner skal have mere i løn

En væsentlig del af grunden til at døgninstitutionsområdet fungerer så dårligt er pædagogernes lave løn. Og fagforeningen gør ikke deres arbejde godt nok. Det mener formand for døgninstitutionernes forening Tularaffik, Fie Hansen. Fra Pædagogernes fagforening lyder det derimod, at man ikke bare kan kræve og kræve.
24. oktober 2012 06:31

- Det er jo sådan at der i Grønland er uddannet rigtig mange pædagoger, og vi ved at de arbejder andre steder, fordi de kan få en højere løn andre steder. Altså dybest set kan man jo faktisk få en højere løn for at stå i en butik, siger Fie Hansen, der også har været forstander for døgninstitutionen Aja siden 1999.

Og hun mener samtidig, det ville give mening at give pædagoger, som arbejder med netop de socialt utilpassede børn og unge, mere i løn end pædagoger på andre områder.

- Ligegyldig hvilken målgruppe, du arbejder med, får du samme løn. Og det er jo et pænt solidaritetsprincip, men der er jo virkelig nogle børn, som er mere anstrengende og farligere at arbejde med end andre. Og det får man faktisk ikke noget for, påpeger Fie Hansen.

Men det er ikke noget nyt at pædagogernes løn er lav. Og det er både arbejdsgiverne, altså det offentlige, men i den grad også fagforeningen, der bærer ansvaret for, at pædagogernes grundløn i dag ligger på kun 17580 kroner om måneden, mener Fie Hansen.

- Dels er det et lavstatus-fagområde, og så kan vi jo slå og selv, fordi vi har jo den fagforening, vi har fortjent. Det er jo medlemmerne selv, som tegner foreningen. Men jeg synes ikke, at den forening har været dygtig nok til at kæmpe for nogle gode vilkår. Vi kan jo se at sammenlignelige grupper, fx sygeplejersker og lærere, har fået væsentligt bedre overenskomster end vi har.

Formanden for pædagogernes fagforening PIP, Kaaliina Skifte, mener derimod at foreningen har pligt til at vise mådehold under overenskomstforhandlingerne.

- Man har forhandlinger med Selvstyret og kommunerne, og der tager man selvfølgelig også hensyn til landets økonomiske situation. Altså det er vi jo også medansvarlige for, når vi forhandler. Vi kan ikke bare kræve og kræve, siger PIP-formand, Kaaliina Skifte.

Hun understreger dog, at hun er klar over, at pædagogerne halter bagud lønmæssigt.

- Selvfølgelig er vi meget bevidste om, at vi er bagud i forhold til de andre sammenlignelige grupper, og vi kæmper selvfølgelig for at vi får højere løn hver gang, vi har overenskomstforhandlinger. Vi synes, at vi gør vores arbejde godt nok, lyder det fra Kaaliina Skifte.

PIP's overenskomst udløb i år, og den 8. oktober tog man hul på nye overenskomstforhandlinger. Kaalina Skifte vil ikke p.t. sige noget om, hvordan forhandlingerne skrider frem, men oplyser at fagforeningen går efter en højere procentmæssig lønstigning i forhold til sidste gang.