På olieeksport i Kina

15. maj 2006 16:05

Nu skal Kina også kunne deltage i olieefterforskningen vest for Disko-øen.

Det står klart, da en række embedsfolk fra Råstofdirektoratet, NunaOil og GEUS nu vil skabe yderligere kontakt med det statslige kinesiske olieselskab,

China National Offshore Oil Corporation hedder selskabet, eller kort og godt CNOOC.

Det er det tredje største olieselskab i Kina, og det omsatte for over 50 milliarder kroner sidste år.

Råstofdirektoratet genåbnede Disko-Nuussuaq- regionen i år for efterforsknings- og udnyttelsestilladelser. Dermed har olieindustrien fået muligheden for at vurdere efterforskningspotentialet i området.

Direktør i råstofdirektoratet, Jørn Skov Nielsen, er forhåbningsfuld.

- Det vi håber er, at vi kan præsentere planerne for et olieudbud i Vestgrønland, og præsentere nogle af de meget spændende seismiske data vi har indsamlet i området, som viser at der er en meget stor sandsynlighed for at der er et aktivt petroleumssystem i området, siger Jørn Skov Nielsen.

Delegationen består af i alt tre embedsfolk fra Råstofdirektoratet, Grønlands og Danmarks Geologiske Undersøgelser, GEUS, og fra det nationale olieselskab NunaOil.

Hvis der er flere selskaber, der byder på licensen vest for Disko-øen, vil buddene blive forelagt Fællesrådet vedrørende mineralske råstoffer i Grønland.

Rådet giver efterfølgende deres indstilling til Landsstyret og den danske regering, der i sidste ende beslutter hvem der skal have licens til at kunne efterforske og udnytte olie i Grønland.

Fællesrådet for mineralske råstoffer (i Grønland) består af fem grønlandske og fem danske medlemmer, samt en formand der udpeges efter fælles indstilling.