Overskud i Royal Greenland

16. juni 2006 04:26

Selvom priserne på Royal Greenlands hovedprodukt rejerne er lave, kan selskabet bryste sig af en markant stigning i omsætningen.

Royal Greenland, der er verdens førende rejeproducent, fik en stigning i omsætningen på lige under en halv milliard kroner i den første del af regnskabsåret 2005/2006.

Men selvom omsætningen er røget i vejret, så er indtjeningen ikke fulgt med i samme tempo. Stigningen på en lille halv milliard i omsætning har kun givet en stigning på bundlinien på 16 millioner kroner.

Alligevel er bestyrelsen tilfredse med resultatet, der udviser et overskud på 55 millioner kroner før skat. Overproduktion af kogte og pillede rejer har betydet, at priserne på rejer er faldet.

- Men det forhold vil ændre sig, når kunderne begynder at opprioritere kvalitet, og når de andre producenter, der producerer med tab, bliver tvunget til at trække sig fra den internationale rejeproduktion, lyder det fra Royal Greenland.