Over indlandsisen med drage

01. marts 2005 17:45

Fem franskmænd vil til april krydse indlandsisen, som en hyldest til den fransk-amerikanske opdager Paul Emil Victor, som døde for 10 år siden.

Også Victor krydsede indlandsisen, men de fem vil gøre det i modsat retning, fra øst til vest. Det er der en god grund til, for det er den vej vinden blæser. Og vind får de brug for - de fem vil nemlig gøre det på ski, trukket af drager.

De begynder rejsen i Tasiilaq, og vil så krydse isen til vestkysten. Rejsen på godt 600 kilometer vil ifølge deres planer vare en måned. Det kræver, at de er på farten ti timer om dagen, for kun at hvile sig ti minutter hver anden time.

Da Paul Emil Victor krydsede indlandsisen i 1936, tog rejsen ham 45 dage. Udstyret vejede halvanden ton, og blev trukket på tre slæder af 33 hunde.

Denne gang bliver det uden hunde, og med noget mindre vægt. Hver af ekspeditionsdeltagerne trækker en slæde med omkring hundrede kilo udstyr efter sig.

I alt vil ekspeditionen koste knap en halv million kroner, som kommer fra sponsorer. Men så er der også sat penge til side til redningsindsats, hvis det skulle vise sig, at de eventyrlystne franskmænd har taget munden for fuld.