Otte taburetter i spil

21. november 2005 10:08

Forhandlingerne om et nyt landsstyre er i fuld gang. Det handler ikke kun om det politiske indhold, men også om landsstyreposterne. Ifølge Siumuts forhandler Mikael Petersen, så skal otte landsstyreposter fordeles så IA og Atassut hver får to, mens Siumut får fire.

Hvis vi kigger på Atassut, så tyder meget på, at deres to mulige landsstyremedlemmer er formanden Finn Karlsen og Ellen Christoffersen.

Hos IA er det sandsynligvis formand Josef Motzfeldt og Asii Chemnitz Narup, der skal sidde på taburetterne.

Det er hos Siumutterne det bliver svært. Hans Enoksen vil selvfølgelig sætte sig i landsstyreformandsstolen, men derefter er feltet i følge kilder meget åbent. Hvis vi kigger blandt vælger-topscorerne, så vil hverken Doris Jakobsen, Lars-Emil Johansen eller Aleqa Hammond sige klart ja eller nej. Den eneste i landstingsgruppen, der er helt klar i mælet er Agnethe Davidsen. Hun siger nej til landsstyret, da hun vil beholde borgmesterposten i Nuuk.

Meget kunne tale for, at Hans Enoksen skal finde et par af sine siumut-landsstyremedlemmer uden for landstinget. Her kunne en mulighed være Tommy Marø.