Oprindelige folk brainstormer i København

De tænker så det knager i København, for i 2014 skal der være FN-verdenskongres for oprindelige folk, men endnu er ingen af deltaljerne på plads.
Skrevet af Martine Lind Krebs
13. januar 2012 11:05

Udenrigsminister Villy Søvndal og Naalakkersuisuts formand åbnede i dag et såkaldt brainstorm-møde, hvor repræsentanter fra flere forskellige oprindelige folk mødes for at komme med input til verdenskonferencen.

Selv om oprindelige folk på papiret har opnået en lang række rettigheder gennem FN, så går det ikke så godt i praksis. Mange oplever trusler mod deres land, kultur og ret til selvbestemmelse. Det siger James (Jim) Anaya, som er FN’s specielle rapporteur om oprindelige folk.

James Anaya kritiserer FN for ikke at være god nok til at huske på oprindelige folk. Og det er Naalakkersuisuts formand Kuupik Kleist enig med ham i.

- Oprindelige folk har været i FN-systemet i 20-30 år, men det virker som om, vi ikke er slået helt igennem i den forstand, at FN-systemet også glemmer det aspekt, at der er oprindelige folk til i verden, og at der er rigtig mange af os, siger han.

Såvel James Anaya som Kuupik Kleist håber, at verdenskongressen vil være med til at skærpe FN's blik for oprindelige folk og også få stater til at gøre et større stykkke arbejde for at implementere oprindelige folks rettigheder.

Brainstormmødet i København varer hele fredag og lørdag, og  er arrangeret af Grønlands Repræsentation, Same Parlamentet og organisationen for oprindelige folk IWGIA.