Oppositionen: Landsstyret på slingrekurs!

02. februar 2006 15:13

Landsstyret er på en forfærdelig slingrekurs når det handler om elpriserne – det mener oppositionspartiet, Demokraterne.

Årsagen er, at i landsstyrets finanslovsforslag – som kom i denne uge – foreslår man, at el-prisen i Nuuk skal stige med op mod 30 procent – og de ekstra penge bruges til at holde priserne nede i bygderne – og det er stik mod landsstyrets egen enspris-reform, som netop skal sikre, at forbrugerne fremover skal betale det det koster.

- Så er der jo ingen grund til at lave reformer, når man ikke vil se hvordan de virker, I stedet burde man lade den køre i et par år, og lære af erfaringerne, siger formanden for demokraterne, Per Berthelsen.

Men landsstyremedlem Josef Motzfeldt afviser totalt kritikken om slingrekurs.

– Helt fra starten af Ensprisreformen, har det nemlig været meningen at Landsstyret skal kunne gribe ind, hvis der kom store udsving, og det er det vi har gjort, siger Josef Motzfeldt.

Og at borgerne i Nuuk får en prisstigning er der heller ikke noget mærkeligt i – for under arbejdet med reformen blev det bestemt, at el-varme-prisen i Nuuk delvist skal følge oliepriserne.

De penge skulle have været sparet op hos energiselskabet Nukissiorfiit, og de kunne have været brugt til at sænke el-prisen i Nuuk – men er bedre brugt i bygderne, mener Josef Motzfeldt.

- Nuuk borgerne kommer til at betale 1,58 kroner pr. kilowatt-time. Hvis ikke vi havde grebet ind, havde bygderne betalt det dobbelt, og så var solidaritetsprincippet helt væk. Det har aldrig været meningen fra landsstyrets - eller landstingets - side, lydet det fra landsstyremedlemmet.