Oliepriser fører til dyrere Atlant-fragt
De stigende oliepriser rammer nu også fragtpriserne mellem Danmark og Grønland. Royal Arctic Line meddeler i dag at det såkaldte Olie- og valutatillæg får et ordentligt hop opad. Fra 1.september stiger fragttillægget fra 11 til 19 procent – altså tæt på en fordobling.

Skrevet af Karsten Sommer
Olie- og valutatillægget lægges oven i de almindelige fragtpriser, for at sikre at Royal Arctic Line får dækning for de stigende omkostninger i forbindelse med stigende oliepriser.
F.eks. vil 2 kubikmeter fragt mellem Danmark og Grønland, der i dag koster cirka 1500 kroner at sende, fra 1.september koste ca. 1620 kroner.
- Olie- og valutatillægget reguleres op eller ned to gange om året, og – og på grundlag af de stærkt stigende oliepriser, er stigningen en nødvendighed, siger RAL´s økonomidirektør Lars Thorup.
- Dagens meddelelse vil uden tvivl medføre stigende priser i hele det grønlandske samfund i de kommende måneder, men der er ingen vej udenom, siger økonomidirektøren til Radioavisen.