OL-samråd: Tilfredshed med kulturminister

01. marts 2006 08:06

Folketinget er tilfreds med regeringens indsats for at hjælpe Grønland med til OL. I et åbent samråd med Kulturudvalget i dag fik kulturminister Brian Mikkelsen anerkendelse både fra Siumuts Lars-Emil Johansen og fra oppositionen.

- Regeringen har gjort hvad den kunne, for den har både taget kontakt til den Internationale Olympiske Komité (IOC, red.) og den Danske Olympiske Komité, siger kulturordfører Elsebeth Gerner Nielsen (R).

Hun havde forlangt Brian Mikkelsen i samråd i Kulturudvalget, så han kunne redegøre for regeringens arbejde med at opfylde Grønlands ønske om at blive repræsenteret ved de olympiske vinterlege i Torino. Det lykkedes som bekendt ikke at få skiløberen Martin Møller med i år men Elsebeth Gerner Nielsen håber Grønland fremover kan deltage.

- Vi havde en udmærket skiløber fra Grønland, der kunne have repræsenteret Grønland og for så vidt også Danmark på fornemste vis. Det er smadder ærgerligt at vedkommende ikke fik mulighed for og jeg håber at det vil forholde sig anderledes i fremtiden, siger Elsebeth Gerner Nielsen.

Tiden vil vise om Den internationale Olympiske Komité vil optage Grønland som selvstændigt medlem. Hvis ikke det sker, mener Elsebeth Gerner Nielsen at plan B må være nogle særlige regler i Den danske Olympiske Komité. Det skal regeringen være med til at sikre, mener hun.

- Det drejer sig om at holde kulturministeren fast på, at han skal snakke med den danske olympiske Komité. Han skal arbejde for at komiteen fastsætter nogle regler, så der er en reel mulighed for at deltage fra dansk og grønlandsk side, siger Elsebeth Gerner Nielsen.

Under samrådet slog Brian Mikkelsen fast, at han hverken kan eller vil ændre ved DOK's regelsæt. Men det ændre ikke noget for de radikale:

- Han kan tale med DOK. Man kan komme utroligt langt ved at snakke ordentligt med folk, siger Elsebeth Gerner Nielsen.