Også Sisimiut og Maniitsoq indsamlede

09. januar 2005 18:09

Der bliver ved med at strømme beløb ind, som skal hjælpe de overlevende for flodbølgen anden juledag i Asien. Hele Grønland synes at have fundet den store pengepung frem. Her i weekenden samlede de for eksempel 300 000 kr. ind i idrætshallen i Sisimiut.

- Vi fintæller i løbet af søndagen, men det er i hvert fald over 300 000 kr., siger Agnes Johnsen, der var en af arrangørerne af indsamlingen i Sisimiut.

For at minde folk om katastrofens omfang, viste en storskærm aftenen lang oplysninger om flodbølgen og de berørte lande.

Også Maniitsoq havde indsamlinger i weekenden. I alt blev der doneret 125 000 kr. Pengene blev blandt andet samlet af lokalradioen i Maniitsoq, sammen med Sømandshjemmet og Røde Kors.

Byens to bygder Napasoq og Gangamiut gav tilsammen 13 000 kr.