Officielt: Grænsekontrol mellem Sverige og Danmark

Siden midnat har passagerer med kurs mod Sverige fra Danmark skulle vise deres id-papirer i lufthavnen.
Foto © : News Øresund/Johan Wessman
Skrevet af Ritzau, Karsten Sommer
04. januar 2016 06:48

Det er første gang i 60 år at man skal vise pas eller anden ID, når man passerer grænsen mellem Danmark og Sverige.

Og det er gået stille og roligt, lyder det fra DSB's informationschef, Tony Bispeskov.

- Vi kontrollerer folks id. Vi har ikke oplevet store køer eller udfordringer, siger han til Ritzau.

På perronen skal vagterne fra Securitas, som DSB har hyret til at varetage opgaven, tage et billede af passagernes id med en smartphone for at registrere dem.

Det tager mellem 15 og 20 sekunder at skanne en passagers id.

Informationschefen har ikke tal på, hvor mange der er kommet igennem id-sluserne, eller hvor mange der er blevet afvist.

Grænsekontrollen til Sverige indføres, efter at Sverige i 2015 har modtaget over 160.000 asylansøgere.

Til sammenligning har godt 18.000 mennesker søgt om asyl i Danmark i de første 11 måneder af 2015.