Nyt tilskud til sælskind

Skrevet af Karsten Sommer
04. oktober 2005 18:24

Det ser nu ud til at der er fundet en løsning på indhandlingstilskuddet for sælskind for resten af dette år.

Direktoratet for Fiskeri og Fangst meddeler i dag at der er indgået en tillægsaftale til servicekontrakten med Great Greenland, så der for resten af året bevilliges 1,3 millioner kroner, der er øremærket til indhandlingstilskud til sælskind.

En forudsætning for bevillingen er at de 1,3 millioner bruges til indhandling af minimum 20.000 sælskind – dvs. at indhandlingstilskuddet resten af året vil være på maximalt 65 kroner pr. skind.

Det er cirka halvdelen af det tilskud pr. skind, der hidtil har været gældende i år.

Det endelige tilskudsbeløb pr. skind fastsættes dog i forhandlinger mellem KNAPK og Great Greenland.

Tillægsbevillingen blev godkendt af Finansudvalget på deres sidste arbejdsdag den 22.september.

Den var nødvendig, eftersom skindindhandlingen i år har været næsten dobbelt så stor som tidligere år, så det oprindelige indhandlingstilskud allerede nu var opbrugt.

Med de yderligere 1,3 millioner, er det samlede tilskud til sælskindsindhandling for 2005 nået op på ca. 24 millioner kroner.