Nyt kommunenavn: Kommune Kujalleq

Kommune Kujalleq. Sådan kommer de sydlige kommuner i Grønland til at kalde sig pr. 1. januar 2009.
Skrevet af Louise M. Kleemann
13. juni 2008 11:00

Det er overgangsudvalget i Kommune Kujalleq der på et møde i onsdags den 11.juni blev enige om, at det skulle barnet hedde.

Lutti Knudsen fra Qaqortoq havde stillet det forslag,og det indkasserede han 10.000 kroner for at finde på.

Ved samme lejlighed besluttede overgangsudvalget sig også for et kommunevåben.

Og meget passende er det et stort flot vædderhoved, der symboliserer fåreavlen i Sydgrønland. Banankystens strålende sol skinner over vædderhovedet, og så er Kommune Kujalleqs nye våben ovenikøbet i farverne rød og hvid – med hilsen til det grønlandske flag.

Sys Abrahamsen fra Qaqortoq har tegnet kommunevåbenet – og det fik hun ligeledes 10.000 kroner for i præmie, oplyser overgangsudvalgets formand, Simon Simonsen.