Nyt håb for grønlandshvalen i Nordøstgrønland

Flyobservationer foretaget af Grønlands Naturinstitut og Aarhus Universitet har afsløret en lomme med en overraskende flot bestand grønlandshvaler i et havområde ud for Nordøstgrønland.
Foto © : John Jakobsen
06. maj 2015 07:15

Grønlandshvalen er en af de mest truede arter af bardehvaler, men her i området er der nu talt en bestand på godt og vel 100 dyr.


De nordøstgrønlandske grønlandshvaler lever om sommeren i området mellem Franz Josef Land i Rusland og Grønlands østkyst. Og det var én af de første bestande, som blev udnyttet af hvalfangerne og det var også én af de første, som for mere end 100 år siden blev så sjælden, at det ikke længere kunne betale sig at drive fangst på den. Så i over 100 år har forskerkredse ment, at bestanden var så lille, at der var risiko for, at den ville forsvinde helt, når de ældste dyr døde.

 

Første flytælling i området
Bestanden findes i et lille utilgængeligt hjørne i det aller nordligste Østgrønland, hvor der ikke tidligere er lavet flytællinger. Tilsyneladende har hvalerne her et hidtil overset gemmested, hvor de har undgået fortidens hvalfangst og som kun få skibe har besejlet og hvor der i det hele taget ikke kommer mange mennesker. Området er præget af den store isproduktion, som fra Nordpolsbassinet maser sig ned gennem Fram Strædet og lukker for skibstrafik, som ikke har isbryder kapacitet.


Det er vigtigt at holde øje med grønlandshvalerne i Nordøstgrønland, idet der forventes forøget aktivitet i deres leveområde på grund af både olieefterforskning og mineaktiviteter, mener biologerne.


Verdens øvrige bestande af grønlandshvaler klarer sig tilsyneladende godt og de to store bestande, den Canadisk - Vestgrønlandske bestand (7.000 individer) og Stillehavsbestanden (13.000 individer) menes at være i vækst. Mens den fjerde bestand i det Okhotske Hav er dårligt undersøgt og den menes at være på 400 individer.