Nye regler en bombe under grønlandsk skisport

Skrevet af Karsten Sommer
31. januar 2005 17:12

Team Danmark, der støtter elitesporten i Danmark, indfører nu nye og skærpede regler for tildeling af økonomisk støtte. Ifølge Claus Nielsen fra Team Grønland kan det få alvorlige konsekvenser for grønlandsk skisport, der hidtil er blevet støttet via Team Danmark-midler til Dansk Skiforbund.

-Det kan give problemer for den grønlandske ski elite, når de skal begå sig i udlandet. De mister den landstræner de har haft via Dansk Skiforbund, og det vil også betyde at de kan komme til betydeligt færre stævner og mesterskaber i udlandet.

-Det rammer ikke direkte de unge der går på skigymnasier i Norge, men det rammer dem, der prøver at udvikle sig til at komme op i verdenseliten. Team Grønland og Grønlands Skiforbund kan umuligt dække det økonomiske hul som den manglende støtte til Dansk Skiforbund efterlader.

-Vi har forsøgt at få Team Danmark til at revurdere deres holdning til støtten til skisporten, men desværre uden resultat. Så lige nu ved vi faktisk ikke hvad vi skal gøre, slutter Claus Nielsen fra Team Grønland.

På fredag den 4.februar deltager de to grønlandske skiløbere Akannguaq Lennert og Krister Støvlbæk i VM i Italien. Og med de nye regler fra Team Danmark kan det nemt gå hen og blive sidste gang man ser grønlandske løbere til VM.